► Artikler

Donation fra Albanifonden

I efteråret 2021 ansøgte Nyborg Filatelist-Klub om penge fra Albanifonden til fremstilling af nye rammer til brug ved fremvisning af filatelistisk materiale. I december samme år modtog vi så det glade budskab:

“Vi er glade for at kunne meddele jer at I er blevet udvalgt til at modtage donation på 18.750 kr. Hvis Corona tillader at vi samles, så er det planen, at vi afholder et officielt arrangement på Anarkist, Albanis Brewpub i Odense i slutningen af januar starten af februar. I vil få en invitation på mail.
Med venlig hilsen, Albani Fonden”

Dette arrangement løb af stablen den 28. februar 2022, og på et efterfølgende klubmøde fremviser formanden stolt den fine check.

Rammerne er nu fremstillet, og indviet den 28. marts 2022, da Henrik Tranberg fra Odense holdt foredrag om sit eksponat om søfly.

Klubben ejer nu i alt 8 stk. af disse rammer. De 3 gamle er restaureret, og 5 nye fremstillet.


Nyborg 700 år

Under oprydning i kælderen på ADG fandt vi denne collage, som viser NFK’s fejring af Nyborgs 700 års jubilæum i 1971.


Præmier

Der blev tidligere også afholdt udstillinger i forbindelse med Bytte- og Børsdagen. Fx i 1969 afholdt Nyborg Filatelist Klub sin traditionelle, nu den 6. “Bytte- og Børsdag” på hotel “NYBORG STRAND”, lørdag, den 5. april (påskelørdag) fra kl. 13.00, og indbød alle interesserede frimærkesamlere:

“Arrangementet er ikke ukendt for frimærkesamlere på Fyn, men denne gang har man lavet et nyt tiltag, nemlig en klubkonkurrence, som vil være det mest betydningsfulde ved arrangementet, og som forhåbentlig skal vise os alle, hvad vi kan opnå ved at arbejde med frimærkerne. Meningen er, at klubberne skal forsøge at aktivere deres medlemmer således, at de kan se resultatet af deres arbejde ved opsætningen af deres frimærker, til glæde for sig selv og deres hobby.
Klubberne vil, ved en intern opsætningskonkurrence, hvor alle, der har lyst, kan være med, finde frem til det medlem, som kan repræsentere klubben ved konkurrenceudstillingen på “BYTTE- OG BØRSDAGEN”. Anerkendte dommere, med bl.a. revisor Stig Andersen, vil finde frem til mestrene, som præmieres med Nyborg Plaquetterne. Desuden vil Danske Filatelisters Fællesfonds Vandrepræmie, der er med for 3. gang, blive uddelt.

Der har tidligere været anket over ordlyden til opgaven, der, iflg. anken, ikke var formuleret klart nok. Vi gør det så godt vi kan, men man i tvivl om opgaven, opfordrer vi til at telefonere til formanden.
Opgaven til klubmesterskabet 1972 for Fyn lyder således:
“Der ønskes opsat en “Danmarks-samling med stemplede mærker – hoved- og binumre og efter AFA.
Til et oversøisk frimærkeområde henregnes områder, der er katalogiseret udenfor AFA Europakataloger, dog henregnes frimærker FN til oversøiske frimærker. Man kan anmelde maksimum 36 plancher. Ved bedømmelse følger så vidt muligt FIPs bedømmelsensreglement, men plancher, der indeholder mærker efter FIP’s liste over skadelige frimærker, vil medvirke til, at samlingen ikke bliver bedømt.”

I 1969 købte man plaquetterne af den lokale guldsmed. Man bekymrede sig åbenbart ikke om, at vindernes navne burde have været graveret i plaquetterne. Som det ses af regningen, kostede de tre 1969-præmier (forgyldt sølv-, sølv- og bronze-plaquette) 225 kr., hvilket i 2022 svarer til 1863 kr. jf. www.inflationtool.com/ Det er ikke så mærkeligt, at denne konkurrence er ophørt, da medaljerne blev for dyre!

Her har vi fundet eksempler på de præmier, som blev uddelt i 60’erne, 70’erne og 80’erne.:


Klik på fotoet for at vise slideshow.

Christian Nørbach (12.12.1915-29.12.2002) tilmeldte sig i 1972. Han blev nr. 3 og fik derfor en bronze-plaquette – som det fremgår af bedømmelseslisten fra 1972.

Det lykkedes den nuværende formand, Philip Rasmussen, at vinde konkurrencen i 1984 og 1986, hvorfor han modtog hhv. 1984 – 2. præmie-plaquette i sterling sølv samt 1986 – 1. præmie i forgyldt sterlingsølv.

Se mere om opsætningskonkurrencerne på Bytte- og Børsdage i Nyborg her:
norbyhus.dk/medaljer/


Unikt “maleri” Nyborg slot collage med frimærker

På Hotel Nyborg Strand gemmer der sig et unikt værk, som må interessere enhver frimærkesamler. Hvis man tager trappen til værelsesfløjen lige efter bistroen, finder man dette specielle kunstværk, som har haft sin plads på murstensvæggen siden 1972.

Det forestiller Nyborg Slot “malet” med 14.000 Frederik IX-frimærker. Filatelist og kunstner Arne Christensen, som døde i 2009, kreerede dette over en periode på tre måneder, tilbage i 1971. Værket blev sat sammen i anledning af Nyborgs 700-års og Nyborg Slots 800-års jubilæum samme år.

Arne Christensens værk fik i første omgang plads ved en udstilling i Nyborghallen, og senere kunne det ses i en periode på Nyborg Rådhus, før Nyborg Strand købte det. Siden har det haft sin plads på hotellet, hvor man har fået sat fluoriserende lys på værket, som måler 150 gange 120 centimeter.

Arne Christensen, 1967

Herunder ses et forstørret udsnit af billedet.


Korsstingsbroderi

1875-79. Tofarvet øreudgave.
AFA nr. 25

Dette billede har tilhørt tandlæge Viggo Rosmark, som har foræret det til Nyborg Filatelist-Klub.
Vi ved ikke, om han selv eller hans kone Hanne har broderet det.

På bagsiden er der med håndskrift skrevet:
“Tilegnet Nyborg Filatelist-Klub
d. 21. nov. 1971.
Tandlæge Viggo Rosmark”.

 


Askebæger fra 50-års jubilæet

Jubilæumsaskebæger

Ved Bytte- og Børsdagen 2018 kom en gæst med dette askebæger, som han havde fundet i et dødsbo.  Det stammer fra foreningens 50-års jubilæum, men vi ved ikke, hvem der har lavet det (A.B.C.) eller i hvor mange eksemplarer, det er lavet.

På bagsiden står “9. Fynske Bytte- og Børsdag A.B.C.”

Allerede dengang havde man altså Bytte- og Børsdage – det må da kunne kaldes “en gammel tradition”.